Border op og border ned

Nogen sagde engang, at mennesker med borderline er som lastbiler med golfvognsbremser. Når lastbilens følelser kører ned af bakke, så har den kun bremsekapacitet som en golfvogn = de er ikke tiltrækkelige, at all.

Der er jeg i dag. Igen. En golfvogn forklædt som lastbil.

Moderdyret er fortsat indlagt og jeg begynder at måtte give hende ret, der lader til at være aktivitet i hjernen igen, som i: canceren boltrer sig i den frontale del af hjernen - hun er latent aggresiv, klagende på den sure måde, føler sig let angrebet ("Hvad mener du"), hun er lynhurtig og vender mine ord mod mig og hun er paranoid, griner de forkerte steder osv.
Det gjorde mig lidt mundlam i min tlf. samtale med hende i dag, men jeg fik formidlet at jeg stolede på hendes vurdering af at der var aktivitet i hjernen, noget hun igen betvivler vi gør - tror hende - fordi det var så svært for hende sidste gang. At ingen troede hende. Det må have været et mareridt for hende.

Jeg husker tydeligt da hun sidste gang hun havde en metastase og vi troede det var krise, bad mig blande mig uden om - og "gerne ville slippe af med mig". Og det er nok min frygt nu. Jeg kan mærke, nu en halv time efter samtalen, har jeg fået en klump i maven. For det der metastase businees, frontalt, personlighedsændrende kan min indre datter og borderliner slet ikke navigere i. I forvejen kører jeg golfvogn i alt hvad der hedder følelsesmæssige ændringer og svingninger, men når Moderdyret dels er syg, dels indlagt og dels opfører sig upassende og angriber, så bliver jeg meget lille meget hurtigt. Det kræver al min kraft og sige, din mor er der inde et sted, dette er blot canceren der taler. Hun er der. Hun er der.

Damnit. Jeg overlever også dette. De scanner hende i dag og jeg ber til at de kan give hende noget stråling på de frontale ulykker, for det er fandme tungt at danse med.

Pointen i dette indlæg er, at jeg skal erkende, det skræmmer mig. Hjernemetastaser er kræftens Hitler, det fucker med Moderdyret selv og med alle os andre. Ved eftertanke, så slukker det også lidt for hendes følelser, så det er nok værst for os. Eller?