Baglæns til min mors ord "Kommer du ikke hjem i påsken" (efterfulgt af et lille snøft og meget lille stemme).
Jeg orkede ofte ikke tage hjem i for lange stræk af gangen. Sandheden var at vi ikke var gode for hinanden, i mere end lad-os-drikke-kaffe eller jeg-kommer-forbi-og-spiser-måske-sover-og-kører-imorgen-igen. Alligevel savnede vi ofte hinanden. Vi formåede dog sjældent at komme ind til det når vi så mødtes.
Nu er det så påske, og jeg har ferie hele ugen. En uge der bliver fyldt med gode aktiviteter, venner, udeliv, og endda en lille date. Men da jeg i aftes sad med næsen lige akkurat over vandhøjde i selvmedlidenhedens sø, var min eneste tanke, at jeg gerne ville hjem til min mor...
Det er sgu da også tarveligt. Også et stort kram til dig.
SvarSletKære P. Ikke fordi det skal være nogen trøst. Men for fa.... fu..... helvete jeg savner også min mor for tiden. Jeg gider ikke det her koncept med døden. Hvor er hun? Jeg skal bruge hende. NU. Tænker på hende, drømmer om hende, taler med hende. Jeg vil have hende her.
SvarSletOg jeg er jo trods alt så heldig, at jeg kan tage hjem til min far. Hvor hans nye veninde også er. Og hun er virkelig, virkelig sød. Og god for min far. Og alligevel sagde jeg til smeden, da vi kørte hjem efter påske tam-tam: Du skulle bare lige have mødt min mor. Det var SÅ meget hyggeligere dengang.....Kram søde P
Kære P. Havde lige lagt en kommentar - hvem åd den? Jeg er SÅ meget med dig her. Savner min mor monster-meget for tiden. Gider ikke helt det koncept med døden. Jeg tænker på hende, drømmer om hende, taler med hende. Hvor er hun? Jeg skal bruge hende. NU.
SvarSletOg jeg er trods alt så heldig, at jeg har min far endnu. Med veninde. Og hun er virkelig, virkelig sød og har været enke mange år, og vil virkelig, virkelig det bedste. Alligevel sagde jeg til smeden, da vi kørte hjem efter påske tam-tam, at han bare lige skulle have kendt min mor. Det var så meget hyggeligere dengang....Kram til dig
Kære Hulebo, jeg havde en lang samtale med en veninde, hvor vi talte om det at være et lysvæsen. Vores mødre er nu de lysvæsner uden krop som vi alle er, hvis man tror på den slags. Så de er der. Jeg forsøger at bruge det lidt, som trøst. De er der. De fars veninde lyder virkelig sød :) (ps. det er en trøst)
Slet