Man har en rygrad til man beslutter man ikke har

Som i måske opdagede, kom jeg ikke til det der voksen-yoga. Jeg orkede bare ikke. Jeg har de seneste måneder levet (klap-på-skulderen), asketisk hvad angår ernæring og givet den gas med fitness, så da dagen for yoga kom, valgte jeg at lade den gå og melde afbud. I protest.
Jeg.er.træt.af.at.gøre.det.rigtige.

Det funny ting er, at jeg har vænnet mig til at forsage slik, chips og dagligt alkoholindtag - det frister ikke. Når jeg er lækkersulten, så bliver det maksimalt en portion havregryn der fylder hullet i maven, - trøstespisehullet.
Hvad jeg derimod er tis-hamrende-træt af, er at vægten ikke styrtdykker ned af  i takt med kostændringen. I virkeligheden, er jeg træt af at min indsats (ja, det har været en indsats), ikke har båret den ønskede frugt,  at min nylig erhvervede tarmsygdom ikke er skredet af helvede til. Det eneste der er skredet er mit røvhul. Som i, det er i stykker. Som i, det er ikke lykkedes at bilde min krop ind at jeg intet fejler.  Efter endnu en langvarig affære med prednisolon, er jeg endelig kemifri på 4. døgn, og the ass takker straks med at overtage der hvor menstruationen sluttede. Tak for lort.

Så det blev yoga der betalte prisen.